Jeg er født i 1968 i en lille landsby på Fyn. Jeg blev født hjemme i soveværelset, nabokonen kogte vand – det var næsten ren Morten Korch idyl. Et ægte kærlighedsbarn, den førstefødte, og så en dreng, jeg var jo nærmest landsbyens hovedattraktion, lige til jeg små 3 år efter fik en lillebror og måtte dele pladsen med ham. Mine forældre var de rene mirakelmagere når det kom til at producere børn.
Da jeg var 4 år var mine forældre på ferie på Mallorca ( jo jo ) hvor min fars blindtarm pludselig sprang. Kun 1 år senere havde han været igennem 14 operationer og døde af hvad de dengang kaldte kræft.
Der skulle helt naturligt ændres i familieforholdene og min mor fandt en ny mand efter 1 år som enke. Jeg havde i det år følt mig som manden i huset og som min mors eneste ene, og det var nok en af grundene til at den nye konstellation aldrig helt kom til at fungere.
Konfrontationerne mellem min stedfar og mig var mange og blev med tiden for voldsomme, og min mor følte sig nødtvunget til at træffe en stor beslutning på mine vegne.
Derfor blev jeg som 7 årig sendt hjem til min morfar og mormor at bo. De var meget kristne og de var de mest kærlige mennesker på jorden. De endte senere med at nå deres krondiamantbryllup, og trods næsten 12 års aldersforskel, døde de med under et års mellemrum.
I weekenderne skulle jeg så tilbage til min “rigtige” familie, men konfrontationerne tog til, og det der skulle have været glædelige gensyn med min bror og mor blev nærmest til mareridt i stedet for. Vi levede i en tid hvor problemer blev ordnet inden for husets 4 vægge, og hvor sygehuset ikke satte spørgsmålstegn ved en mors brækkede kæbe eller en drengs blå mærker.
Jeg spekulerede tit på om jeg var problemet, og det førte til en følelse af ensomhed, håbløshed, lavt selvværd samt mangel på tilhørsforhold. Jeg havde brug for at være god nok og at være som de andre, og i et desperat forsøg på at opnå de ting, kæmpede jeg for at være den bedste i skolen og til fodbold. Måske ville det få de andre til at tro at jeg var del af en helt almindelig kernefamilie, hvis jeg var den bedste til noget.
Jeg flyttede hjem igen da jeg blev større, og havde nu også fået en halvsøster. Dagligdagen var der ikke ændret på og mine tidlige teenageår blev en rodet affære. Mange grænser blev prøvet af, og jeg gjorde mig bitter erfaring med en bred vifte af uheldige aktiviteter, lige fra at stikke af og stjæle en bil, til at sniffe lightergas. Jeg vidste at der ville komme an straf uanset hvad jeg gjorde eller ikke gjorde, så jeg kunne ligeså godt prøve nogle ting af. I mine venners øjne var jeg sej når jeg turde, og jeg var efterhånden alligevel så hærdet for straffen, at jeg kunne tage den i strakt arm nu.
Som 15 årig skulle mine venner i 10. klasse, men jeg havde brug for at komme væk igen. Der var en drøm i mig om at blive landmand eller dyrlæge og jeg kom ud at tjene på en gård som selvfølgelig var godkendt af min kære morfar. Arbejdstiden var fra 6 morgen til jeg ikke kunne mere, og fri hver 3. weekend med 1800,- i løn inkl.. kost og logi. Når jeg var hjemme blev tiden så tilbragt med fest og venner. Jeg var pludselig både den stærkeste og rigeste af os og året gik hurtigt.
Efter 1 år skulle vennerne på handelsskole, og jeg skulle selvfølgelig med, så jeg flyttede hjem igen. Det var også året der ændrede meget “hjemme”. Jeg havde fået jagttegn, og et vildt sammenstød mellem mig og min stedfar, der kunne være endt meget mere uheldigt end det gjorde, betød at der fra den dag af, ikke var flere fysiske sammenstød mellem os. De psykiske påvirkninger fortsatte, men jeg mente jeg kunne sætte mig over dem, og i det mindste behøvede eg ikke længere frygte for hvad der skulle ske min mor.
Mine Praktikophold på forskellige gårde rundt omkring i landet, kombineret med skoleophold fortsatte, og jeg ville være dyrlæge. Samtidig døde min farmor, og da min far jo var død, var min bror og jeg var de eneste arvinger. Vi arvede en vildsvinefarm og jeg købte min brors andel ud. Her boede jeg så med min daværende kæreste og var samtidig begyndt at dyrke kickboxing. Vores træner fra Holland manglede et sted og bo, og jeg åbnede helt naturligt vores hjem for ham.
Jeg fandt stadig min selvtillid i at være den bedste og havde som 21 årig Danmarks største vildsvinefarm mens jeg samtidig var danmarksmester i kickboxing. En aften hvor jeg egentlig skulle have overnattet på skolen, ville jeg overraske min kæreste – og overrasket blev alle vist, da jeg fandt hende i min seng med min træner fra Holland.
Alt brast i mig, men jeg kunne ikke flygte eller undertrykke det der var sket, så jeg måtte smide dem begge to ud og sælge gården, før jeg kunne tage skridtet og flytte til storbyen Odense, nu helt uden fremtidsplaner.
Hurtigt fik en af mine gamle kunder sat mig igang på et pizzaria og jeg lærte det til perfektion. Han fik mig sat i forbindelse med importøren af Budweiser, hvor jeg gik fra lagerarbejder til salgsansvarlig for hele Danmark. Det satte mig i gang som bartender på Craizy Daisy og et liv blandt de “populære” gav masser af penge og lyst til oplevelser og jeg var på 3 lange rejser i østen som backpacker.
Alt kørte for mig, og trods min popularitet hos det modsatte køn, lykkedes det mig også at binde mig så meget igen, at jeg som 30 årig fik en søn.
Men selvom det vilde liv som øl-sælger og bartender var byttet ud med eksportformand på Gasa, havde alkohol fået et for godt tag i mig. Jeg passede mit job, men med et dagligt indtag af 2 flasker rødvin og 2 flasker vodka. Min søns mor satte mig til sidst stolen for døren, og jeg endte med en måned på minnesotakuren. Der arbejdede jeg med erkendelse og kognitiv terapi. Et helt år forinden var gået med læge, psykolog, antabus og diverse halvhjertede tiltag som ikke havde ført til nogen forandring. Selvom drikkeriet var stoppet og jeg havde ændret mig, så var de omgivelser jeg kom tilbage til, stadig de samme. Jeg følte jeg blev set ned på da jeg vendte tilbage til jobbet, og endte med at sige op. På hjemmefronten var det pludselig blevet svært at se min daværende kæreste, på samme kærestemåde som før. Hun var blevet en mellemting af ven og en mor for mig mens jeg drak, og den rollefordeling fandt vi aldrig en vej ud af igen, så forholdet døde stille og roligt ud med tiden. Grundet arbejdssituationer og det stadig gode forhold blev vores dengang 9 årige søn boende fast hos mig, indtil han flyttede hjemmefra som 21 årig.
Efter en måned i døgnbehandling og med 12-trins programmet i rygsækken, vendte jeg hjem. Min søn var 3 måneder, og jeg har ikke rørt alkohol siden, det er godt 22 år siden nu. Det har bestemt været svært, især i starten, med både lyst og trang til at drikke, men heldigvis var min værktøjskasse blevet fyldt med alle de rette værktøjer, og dem brugte jeg.
Efter 1 år følte jeg for første gang en trang til at give noget tilbage. Som barn og ung var jeg god til at hjælpe de svage, men her var der nu en mere håndfast mulighed. Jeg begyndte som nattevagt på centret og efter et år begyndte jeg at snakke mere konkret med misbrugere og lavede interventioner hvor jeg fik misbrugere i behandling i samarbejde med deres pårørende. Jeg har i den forbindelse også været sponsor for flere personer med tilknytning til Anonyme Alkoholikere.
Jeg fik også muligheden for at holde foredrag på diverse skoler og instituationer om mit liv.
Som 40 årig kom jeg under en tatoveringssession i snak med min lettiske tatovør, der gerne ville åbne sin egen shop. Jeg foreslog at den kunne stå i mit navn og lånte ham 50.000,- Efter 6 månener skulle han så betale tilbage og overtage. Det gik lidt galt, og efter 1 1/2 år skyldte han mig 150.000,- og stak af til USA. Nu havde jeg så pludselig valget mellem at overtage en tatovørforretning, som virkeligt intet sagde mig, eller hænge på gælden fra den.
Jeg valgte at drive den, fik ansat de rigtige folk, og fandt min lyst stillet ved at blive formand for PDT (professionelle Danske Tatovører) og fik bl.a. i samarbejde med miljøstyrelsen søsat hygiejnekurser og endelig også en stor ny tatoveringslov, hvilket ikke var sket siden 1962.
Den 9. Februar 2017 blev en dag jeg aldrig glemmer. Vi havde lige flyttet butik for 3. gang og var nu Odenses største tattoo butik, da jeg får en opringning fra en kollega. En af byens førende bander har været på besøg i 5 butikker og forsøgt afpresning af penge, under ekstremt voldelige vilkår.
Vi mødes alle ved politiet, og jeg bliver udpeget som talsmand. De efterfølgende 2 år var de vildeste i mit liv. Over 100 interviews, møder / samarbejde med alle instanser fra lokalpolitikere og politi til folketingsmedlemmer. Store kommunale møder, borgermøder, retssager og ankesager fandt sted- alt imens jeg var til møder med med diverse udvalg og ministre, mens der blev indført og ændret på bandepakker 3 gange. Presset var enormt, og de fleste af mine kollegaer hoppede fra, mens jeg levede et liv med overfaldsalarm og beskyttelse fra politi og PET, 24 timer i døgnet.
Der var utroligt lærerigt, både hvad man selv er i stand til under pres, men også at være en del af de resultater der kan komme ud af det, når diverse instanser kan og vil arbejde sammen.
Det var bestemt ikke uden omkostninger både personligt og familiemæssigt. Tilstanden af at nå så langt ud at man ikke føler man kan sige stop, gjorde også at jeg stiftede bekendtskab med både depression og angstdæmpende medicin.
Mindre end 1/2 år efter sagen sluttede, var jeg så desværre så uheldig, at en dame overså sin ubetingede vigepligt og jeg ramte hendes bil med 80 km/t. Et slemt uheld, hvor hun heldigvis ikke kom noget til. Jeg var mindre heldig og blev først fejldiagnoseret med Hortons hovedpine. Men efter at havde fyldt mig med store mængder medicin mod bl.a. Hortons, blev det dog opdaget at det ikke var den rette diagnose og jeg måtte igennem en 12 dage medicinsanering på hovedpinecenteret i Glostrup.
Jeg har altid trænet meget. Først var det mest styrketræning, så crossfit, og de seneste mange år funktionel træning (de første 4 år med personlig træner) Senest er jeg gået i gang med at lære håndstand og jeg hygger mig gevaldigt med det. I dag er det blevet til at jeg synes det er direkte sjovt at træne, og det er selvfølgelig fedt at kroppen virker optimalt. Jeg har en TikTok kanal hvor der dagligt bliver smidt inspiration op til unge mennesker. Konkurrence genet er ikke helt væk, for et par år siden gik jeg videre fra de indledende runder i Ninja Warrior på kanal 5, og en enkelt showkamp i kickboxing er lige nu udskudt grundet Corona. Nordic Race skal 100% prøves og hvem ved om jeg en dag også er med i Robinson.
Jeg er i dag besøgsven for udvisningsdømte gennem Røde Kors og Mentor for børn gennem Lær For Livet.
Hvad der skete i barndommen blev hængende som en sort sky, der aldrig blev behandlet ordentligt, men nærmere fortrængt af de implicerede, for at de hver især kunne være i det og leve med det. Det har resulteret i at jeg nu i mange år ingen kontakt har haft med min familie. Jeg har taget tiltag til det nogle gange, men det er aldrig rigtig blevet til noget. Jeg har lært at acceptere det, men kan savner dem selvfølgelig stadig ind i mellem, og håbet om at vi en dag finder hinanden igen, lever stadig. En ting er sikkert, kommer chancen en dag vil jeg gribe den og omfavne den. Fortiden er ikke glemt men jeg har fokus på fremtiden nu, som jeg er klar til at tage imod med åbent sind. Jeg skylder mig selv, min familie og den næste generation at være her, tilstede i nuet, i en en klogere og mere afklaret version end nogensinde før.
I dag har jeg lært at leve med diagnosen PTSD, som i sidste ende blev startskuddet til at jeg fik jeg roen til at stoppe op og tænke mig om samt mærke efter. Hvad er det egentlig jeg har været gennem, og hvad har hjulpet mig bedst når jeg har haft det værst? Hvorfor har jeg haft tider hvor jeg kun har forsøgt halvhjertet, om det så var som bloddonor eller besøgsven i arresten, og hvad er min egentlige passion i livet?
Efterhånden som jeg fik afløb for al den angst og smerte, jeg havde lagt låg på så længe, opdagede jeg, at det ikke er farligt at række ud og være sårbar, men at der tværtimod ligger både mod og styrke i at kunne bede om hjælp. Jeg har lært at give og tage imod de vigtigste ting i livet nu, nemlig kærlighed, hjælp og ærlig omsorg.