I teorien regnes angst ikke for en følelse, men for en tilstand. Den tilstand som opstår, når man stivner i forestillingen om noget, man tror vil ske (men som endnu ikke er sket)
Dette skal ikke forveksles med frygt, som er den tilstand der opstår, når man erfarer en konkret trussel (noget som rent faktisk finder sted). I en gestaltterapeutisk kontekst (og for så vidt i bred almindelighed) defineres angst derfor som noget, der har sin årsag indeni en selv (i forestillinger og fantasier), mens frygtens årsag er en virkelig, ydre trussel.
Angstens årsager og symptomer har været genstand for omfattende forskning og enhver, der har oplevet gennemgribende angst vil nok (med rette) være skeptisk overfor påstanden om, at angst ikke er en følelse.
Let angst regnes for hensigtsmæssig og nødvendig for at kunne vurdere fare og dermed kunne passe på sig selv – mens sygelig angst er gentagende og med reaktioner der er helt ude af proportion, og som på sigt kan have ødelæggende konsekvenser for ens sociale liv.
Den terapeutiske angstforståelse dækker ikke sygelig angst, men er meget anvendelig for det såkaldte almindelige menneske, der står overfor at skulle prøve noget nyt og dermed overskride egne velkendte og trygge rammer.
I terapeutisk optik udfolder man sig livet igennem i et væld af roller: som barn, som forældre, som studerende, som arbejdstager, som arbejdsgiver, som kæreste, samfundsborger, oprører osv. – store og små rolleskift, dagen og livet igennem.
Det er i denne kontekst, at angstbegrebet især kommer til sin ret. Det er naturligt og ønskværdigt, at man forudser og øver en ny situations krav, før situationen faktisk finder sted. Man forestiller sig, hvad der vil ske og hvordan, man vil agere. Men denne forestillingsproces kan tage overhånd og medføre “et stort spring mellem nuet og det vi forventer”.
Eksempler kan være: det store barn, der er ved at blive en ung voksen; singlen, der står på tærsklen til et forpligtende forhold; den fastansatte, der er på nippet til jobskifte; den gifte person, der vil skilles; den underordnet, der bliver forfremmet til overordnet; udsigten til at skulle holde en tale for en forsamling – og ikke have prøvet det før; ønsket om at sige fra overfor en bestemt person – og være uvant med grænsesætning osv. – alle situationer, der indeholder transformation, uvant synlighed, at blive udfordret på det velkendte, kan potentielt være angstprovokerende, fordi forestillingsprocessen næres af det uforudsigelige ved det ukendte.
Pointen er, at hvis man ved nærmere eftertanke kan se, at angsten ikke handler om egentlig fare, så er angsten et symptom på, at man holder livfuldhed og selvudtryk tilbage. Der opstår en spænding mellem, hvad man plejer at gøre (det velkendte) og fremdriften hen mod at afprøve nye muligheder (det ukendte).
Det er i overført betydning som øjeblikket, hvor man hopper fra én sten til en anden: man sætter af fra det velkendte, hænger et splitsekund i luften før fødderne lander på ny (at forstå som at man begynder at gøre sig erfaring med konkrete begivenheder). Det er i splitsekundet, man stivner. Man er egentlig midt i en bevægelse, det naturlige flow er en fortsættelse fremad, men man stopper, hængende i luften, bremser situationens momentum – og oplever angst.
Det er derfor angst ikke kaldes for en følelse – det er teknisk set ikke (som med de fire grundfølelser) en reaktion på indtryk, men derimod tilbageholdelse af udtryk, i og for sig en flugt fra nuet ind i forestillinger om fremtiden.
Med coaching har man i trygge rammer mulighed for dels helt konkret at øve sig på nye selvudtryk og uvante situationer, og dels skridt for skridt at afdække og bearbejde årsagerne til angstreaktionen. Der kan være tale om, at man helt enkelt bare ikke har det godt med nye situationer – eller at man har konkrete erfaringer i bagagen, der mere eller mindre bevidst påvirker ens adfærd og beslutningsproces.
Det handler om at bane vejen for et tilfredsstillende selvudtryk, hvad det så end er for det enkelte menneske.
