Bekymringer katastrofetanker tankemylder

Bekymringer er noget vi alle kender til i stressede situationer, når vi føler os usikre eller når livet gør ondt. Til en vis grad er bekymringer normalt og kan hjælpe med at finde løsninger på problemer og kan give os noget konkret at fokusere på. 

Men hvis bekymringerne kommer til at fylde for meget i vores tanker, kan de skabe uro og negativitet, endda depression. Vi føler vi lever i en sort sky af bekymringer og har svært ved at nyde livet eller være i nuet. 

Bekymringerne kredser om alle mulige ting, både små og store og vi kan ikke længere nyde livet eller slappe af. For hvad nu hvis…..Hvad nu hvis du blev fyret? Hvad nu hvis et familiemedlem blev ramt af en ulykke? Hvad nu hvis du har kræft?

Tankerne bevæger sig fra dine børn, til dit job, til verdenssituationen, til indkøb, til at komme for sent, til økonomi, til familiemedlemmer, til dit helbred, til sygdomme osv. osv.

Det er de samme tanker, der kører rundt igen og igen. Det er en gentagelse af noget du har tænkt mange gange før. Du oplever et vist ubehag ved at tænke på de ting, men kan ikke lade være. For hvad nu hvis du ikke havde tænkt det hele igennem på forhånd og du var uforberedt på noget slemt, der skete?

Vores bekymringer handler som oftest er om noget i fremtiden, der ikke er sket endnu. Det er noget forfærdeligt, ubehageligt eller frygteligt, der kunne ske. Faktisk ved vi ikke om det nogensinde kommer til at ske, men vi tror vi kan forberede os på det værste. Og det gør at vi tror, det ikke vil være så slemt, når det sker. 

De negative konsekvenser ved konstante bekymringer er:

1. Det ikke er let, at forudsige fremtiden eller vide helt hvordan vi vil reagere i situationen. Derfor forbereder vores bekymringer os sjældent på en konkret situation.

2. Når du bekymrer dig, er det svært at være til stede i nuet i den situation du faktisk befinder dig i. Bekymringerne fylder mere og de fjerner dig fra nuet. Når du ikke er i nuet, går du glip af store dele af det liv, du lever nu. Inklusive det du mærker og føler, fordi bekymringer er tanker. At nyde livet og opleve situationer kan være svært, når bekymringerne kører. Det kan være som at leve i et parallelt univers eller i en osteklokke.

3. Når vi tænker negativt eller bekymrer os skaber vi en stress tilstand i kroppen. Vi oplever spændinger, hovedpine eller ondt i ryggen. Dette kan blive en ond cirkel hvor stress tilstanden skaber flere bekymringer. 

Hvad er formålet med bekymringer?

Til en vis grad kan bekymringer hjælpe os gennem svære situationer. De kan give os en følelse af kontrol, hvis vi føler vi ikke har kontrol. De hjælper os til at undgå farlige situationer og sikrer vores overlevelse. Når vi bekymrer os kan det til dels dulme vores angst og uro eller følelsemæssige udsving. Den konstante bekymring giver os en følelse af kontrol og lægger låg på stærke eller intense følelser. 

På kort sigt kan bekymringer hjælpe, men i længden ‘virker’ disse strategier ikke og istedet fastholdes vi i bekymringerne, de bliver værre og vores stress forstærkes. 

Årsagen til bekymringer ligger i et stresset nervesystem, der reagerer med kamp/flugt impulser. Hvis dit nervesystem er stresset på grund af tidligere eller nuværende belastninger eller traumer, kan bekymringer og negative tanker være en reaktion på dette. Dit nervesystem forsøger at finde en ‘løsning’ på ubalancen ved at tænke og ved at forsøge at finde den trussel eller fare, der må være et sted. Men fordi den trussel eller fare ofte ligger i fortiden, som et uforløst traume eller en ikke bearbejdet belastning, kan løsningen ikke findes gennem at søge efter en ny trussel eller fare.

De fleste af os frygter det ukendte og det at miste kontrol. At vi ikke har fuld kontrol over livet og at livet til dels bringer os ansigt til ansigt med det ukendte, usikkerhed, med smerte, med tab og med magtesløshed, er alment menneskeligt. Men når vi forsøger at undgå at mærke disse svære følelser, kan bekymringer være en måde forsøge at undgå dem på. 

Løsningen på bekymring?

at finde indre ro

lave yoga og meditation

øve på at slippe tanker

kom ned i kroppen

få bearbejdet tidligere traumer

lad dig selv mærke frygten for det ukendte 

Mærk dine følelser

Undgå ikke de situationer der bekymrer dig.